Vi holder kun få arrangementer på refugiet men deltager gerne i aktiviteterne på Mors og omegn.

"Ca. en gang om måneden har vi desuden vores aktivdage, hvor vi hjælper hinanden med at holde stedet pænt.

Der er også plads til hygge og her bestemmer man selv opholdsprisen”.

Til eftertanke 

Jesus søgte op i bjergene for at være helt alene. Efter dåben søgte han ud i ørkenen. I ensomheden kan også vi bedre høre, hvad Gud vil os, og vore bønner kan lettere blive levende.
 
Når vi her på Mikkelsbakke Refugium mødes i bibelstudier og bøn, kan vi ofte få en stor foræring med i købet. Da en refugiegæst vendte hjem til arbejde og hverdag, fortalte hun, hvordan den fred og refugiestilhed, hun havde med sig, kunne demonstrere, hvad Jesus søgte efter hans altafgørende dåb. Ja, for stilhed må der til ved de stærke hjørner i livet. Man må vænne sig til det nye i fred og ro, hvad enten ens udfoldelsesmuligheder pludselig er beskåret, eller et nyt ansvars­område er kommet til.
 
Dette at træde frem for Gud i stilhed er en stor og vigtig ting, Jesus lærte os. Jævnligt gik vor Herre op i bjergene for at bede og være alene med Gud. I en travl hverdag behøver vi såmænd ikke fysisk at fjerne os fra andre for at være Gud nær. Vi kan godt "i ånden" gå op i bjergenes stilhed og duft og lægge vore liv frem for Gud, mens vi pusler om børnebørn eller gæster eller høns eller kartofler. Men det er jo den rene svir i stedet at kunne sætte sig i Stillerummet i fem minutter eller finde et hjørne med fred i den store have eller gå en stille tur til "Udsigten" bag kirken. Freden vælter ligefrem ind i sindet og gør godt, - som når man var rigtig tørstig og fik en tår vand.
 
Freden er dog ikke nok i sig selv. Denne følelse af at være opladt må jo ikke bare løbe ud i sandet, men den må være med til at bære det travle liv med alle dets gøremål, må være med til at styrke andre også. Ja, for vi er her jo ikke for os selv, men for at bruge os selv i fællesskabet i Jesu navn. Gud give os mod og styrke dertil!

Herre, gør mit liv til bøn, 
tømt for krav og tømt for løn, 
fyldt med sandhed, fyldt med ånd. 
Fyld med handlekraft min hånd! 
Jordens mindste suk og skrig 
høres lydt i Himmerig!

Du er nær, min ven, mit værn, 
Gud, uendelig og fjern, 
nær som hunger og som tørst, 
du er sidst, og du er først, 
lyset først i verden sat, 
lyset i den sidste nat.

Du, den højeste Guds Søn, 
ét med mig i angst og bøn. 
Ingen vej du kunne se, 
da du bad: Guds vilje ske, 
da du bad den sidste nat: 
Hvorfor har du mig forladt?

Helligånd, Guds åndedræt, 
lær du mig at bede ret, 
bed for dem, som ikke ved, 
hvad der tjener til min fred. 
Herre, bær mit suk og skrig 
som din bøn til Himmerig!

Johannes Johansen 1989, 1990 og 1994.